Han gør historien levende
Foto: ERIK SMEDEGAARD/GYLDENDAL
portræt:
En sjælden gang sker det: En historiker puster støvet af fortiden, og den gamle historie bliver pludselig en nyhed på avisforsider, i radio og i tv. Det var da også grove sager, som historiker, forfatter og journalist Tom Buk-Swienty offentliggjorde i sin nye bog "Dommedag Als". Kong Christian IX forsøgte efter nedlaget ved Dybbøl Mølle i 1864 at afsætte Danmark til det Tyske Forbund. Prøjsernes ministerpræsident Bismarck takkede pænt nej, men i slutningen af august 2010, 146 år efter, rungede et enkelt spørgsmål hen over dansken: Hvad hvis Bismarck havde sagt ja tak til Danmark? Så havde Danmark i 2010 været Tyskland.
Godt nok var der historikere, der kvækkede op om, at historien om kong Christian IX og Bismarck længe havde været kendt i fagkredse. Men det er Tom Buk-Swienty, der er løbet af med æren for det historiske scoop.
Måske kan forklaringen findes i, at Tom Buk-Swienty ikke kun er en grundig historiker. Han er også en dygtig historiefortæller. Selvom han er uddannet cand.mag. i historie og amerikanske studier, har han i en stor del af sit arbejdsliv virket som journalist, blandt andet på Weekendavisen, hvor han var USA-korrespondent og anmelder fra 1994 til 2005. På Syddansk Universitet har han som ekstern lektor undervist unge journaliststuderende i at skrive artikler, der er spændende, selvom de er informationstunge.







RSS