Pia K dyster mod forsidebabe
Foto: TV3
Dansk Folkepartis frontfigur, Pia Kjærsgaard, kommer i weekenden i kamp mod den blonde forsidebabe, radiovært og realitystjerne Mascha Vang.
Det sker, når TV3 på lørdag blænder op for en ny sæson af "Fangerne på fortet", hvor kendte danskere dyster mod hinanden og det franske Fort Boyards forhindringer om at indsamle penge til velgørenhed.
Og i det første program er folketingspolitikeren og baben på hver deres hold.
Pia Kjærsgaard får følgeskab af det slæng, hun medvirker i en anden TV3-serie, "Til middag hos", med. Det drejer sig om Anna Thygesen, Bryan Rice og Jim Lyngvild.
Mascha Vang på den anden side får hjælp af nøgenmodellen Kira Eggers og duoen Billo og T, der er kendt fra DR's Pirat TV.
I løbet af den nye sæson vil 48 kendte dyste mod hinanden på fortet. Programmets værter er som sidste år Peter Schmeichel og Camilla Ottesen.
Det første afsnit af "Fangerne på fortet" vises på TV3 på lørdag klokken 20.








RSS