Vejle Amts Folkeblad Fredericia Dagblad VAF Medier

Sportsredaktøren blogger

Guldmedaljer eller tordnende fiasko

06.09.2010 kl. 22:41 Af
Guldmedaljer eller tordnende fiasko
Et budget på mere end 30 millioner kroner. En spillertrup i verdensklasse. Alt andet end DM-guld i denne sæson er tordnende fiasko for Jesper "Kasi" Nielsen og Danmarks nye håndboldstormagt fra AG København.
Foto: LEKFELDT THOMAS/POLFOTO

Annonce
AG København er kæmpe favorit til at vinde DM i landets bedste mandlige håndboldrække

Tirsdag aften indleder Fredericia HK (FHK) sæsonen i landets bedste håndboldrække for mænd.
Det sker i Fredericia med en hjemmekamp mod Skjern Håndbold, men værterne har sit at slås med.
Skader tynder gevaldigt ud i en trup, som ikke hører til blandt de bredeste i dansk håndbold.
Cheftræner Søren Hildebrand er dog sikker på, at klubben når slutspillet i en sæson, som tegner kedelig som aldrig før i forhold til danmarksmesterskabet.
Smykkemanden Jesper "Kasi" Nielsen lister nemlig ikke rundt, når han involverer sig i sportens verden.
AG København hedder Danmarks nye håndboldstolthed, og det er Kasi-Jespers opfindelse.
Et hold der er langt fra hverdagen hos FHK, hvor spillerindkøb lige nu er betinget af ekstra økonomisk velvilje hos en af klubbens eksterne samarbejdspartnere.

Forskel på penge og ambitioner

FHK havde i sit seneste regnskabsår en omsætning på cirka otte millioner kroner.
Hos AG København lyder budgettet for denne sæson på 30 millioner kroner. De 20 millioner kroner er øremærket til lønninger.
Et vanvittigt og nærmest grotesk projekt. Landsholdsspillere fra flere nationer træder hinanden over tæerne hos AG København. Boldsen er der. Mikkel Hansen forlod Barcelona til fordel for AG København. Kasper Hvidt står i målet. Har han en mindre god dag afløser den norske landsholdsmålmand Steiner Ege da bare.
AG København er på én måde en fascinerende størrelse, men på den anden side virker det usmageligt.
De går efter DM-guld og pokaltitel i Danmark i denne sæson. I fremtiden er målsætningen store europæiske titler.
FHK's ønske for den kommende sæson er mere jordnært - en plads blandt de otte bedste klubber i landet.

Mere facsinerende end charmerende

De 6000 tilskuere til AG Københavns åbningskamp skuffede københavnerne lidt. 6000! De fleste modstandere har ikke engang en hal, som huser i nærheden af 6000 tilskuere.
Derfor tegner den kommende turnering også forudsigelig. Det bliver naturligvis god lir, hvis et af ligaens mere "almindelige" hold driller AG Københavns stjerner så meget, at de ikke vinder guld, men sådan går det næppe.
Hvis AG København ikke vinder både mesterskab og pokalturnering i denne sæson, er det en tordnende fiasko af historiske dimensioner. Glipper det for AG København, glæder jeg mig mest af alt til at følge Jesper "Kasi" Nielsens reaktion.
Øger han budgettet med 10 millioner kroner og satser endnu mere? Finder han et nyt håndbold-projekt? Kaster han sig over noget helt andet? Cykelsport for eksempel. Bjarne Riis kalder garanteret gerne sit hold Team Kasi.
Det afgøres ene og alene af beløbets størrelse. Sådan er professionel idræt også - men charmerende...., det er det altså ikke.
Hvis det endelig er noget, er det fascinerende.




Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Sportsredaktøren blogger-forsiden

Bedøm artiklen:
4
 har stemt. Gennemsnit
2,2
.
Registrerer stemme..


Bookmark og del denne artikel:
| Flere


flexblock