Indbrud i biler hober sig op
Hen over weekenden har en del mennesker i Hedensted Kommune været udsat for indbrud i deres biler. Siden i går har Sydøstjyllands Politi modtaget yderligere tre anmeldelser fra lokale borgere, der ikke kunne have deres bil stående i fred.
I Gramrode er det gået ud over en KIA, der holdt parkeret i Bredgade. Låsen til den ene bildør er blevet brudt op, og der er blevet stjålet en gps af mærket Garmin.
I perioden mellem lørdag middag og mandag formiddag gik det ud over en varebil, der holdt parkeret på Rosenvænget i Hedensted. En siderude i bilen er blevet knust, og tyvene har stjålet en gps til en værdi af 4500 kroner.¨
I løbet af weekenden gik det ligeledes ud over en Citroën varebil, der holdt parkeret i Boring ved Rask Mølle. Her er det lykkedes tyvene at få fingre i forskellige former for værktøj, og de er sluppet af sted med en benzingenerator, en batteriboremaskine, en almindelig boremaskine og nogle batterier.
Hos Sydøstjyllands Politi erkender de, at der i den seneste tid har været mange indbrud i folks biler. Der er dog ikke tale om et generelt problem, men derimod noget, som opstår i korte perioder af gangen.
- Det går op og ned. Det handler lidt om, hvem der lige kommer forbi. Det sker, at der er nogle bander, som lige kommer forbi, og så er der mange af dem, siger vicepolitikommissær Tom Kirkemann.
- Det kommer i perioder. Med sådan nogle ting, kan vi se på kortet, hvordan banderne bevæger sig op ad motorvejen, siger Tom Kirkemann.
Hvis politiets teori holder stik, er det altså folk i Skanderborg og Århus, der i nærmeste fremtid kan se frem til at få indbrud i deres biler.







RSS