15-årig fik knytnæveslag af tilskuer efter fodboldkamp
- Vi har fået en anmeldelse om, at en 15-årig dreng har fået et knytnæveslag i venstre tinding efter kampen. Han har forklaret, at han blev slået af en far til en spiller fra modstanderens hold og desuden sparket af en af spillerne fra det andet hold, fortæller vicepolitikommissær Per Le Dous fra lokalpolitiet i Fredericia.
Ifølge politiet har anmelderen forklaret, at han under kampen blev udvist. Forseelsen skulle handle om at han havde trukket en modspiller i trøjen. Han har forklaret, at han efter kampen blev opsøgt af modspillerens far og fik et slag i ansigtet og blev sparket af sønnen.
Politiet er nu i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder i sagen. Formand for EGIF's fodboldsafdeling Flemming Nielsen var ikke tilstede på stadion, men har fået forklaret episoden fra vidner på stedet.
- Det er rigtigt, at der har været håndgemæng efter kampen, men de nærmere omstændigheder har jeg kun på anden hånd, siger han.
At politiet er blevet involveret i sagen er nyt for formanden, da han havde forstået, at det angiveligt var lykkedes at få ro på tropperne efter episoden lige efter kampen.
Hos Fredericia KFUM ønsker man ikke at kommentere søndagens begivenheder, men afventer politiets vurdering af sagen.








RSS