Hævnakt giver 30 dage
Foto: COLOURBOX
En 22-årigs "galanthed" under Vorbasse Marked i sommer koster ham nu 30 dage bag tremmer for umotiveret vold. Den unge mand, der bor i Egtved, havde fra starten tilstået alt, og derfor blev sagen kørt som en ren tilståelsessag på en halv time.
Egentlig ville den 22-årige bare have sagt et par borgerlige ord til den jævnaldrende mand, han mente havde generet vennens kæreste under Vorbasse Marked i år.
- Han havde sagt alt muligt nedsættende om hende. Altså racistiske ord, fordi hun er adopteret. Hun har en anden hudfarve end os. Jeg havde ikke selv hørt det, men fået det fortalt af min ven, forklarede den unge mand og fortsatte:
- Og så kom jeg til at love min ven, at jeg ville give ham en lærestreg.
Lærestregen skulle kun have bestået i verbale tæsk, men de endte med at blive korporlige.
- Jeg skulle bare have snakket med ham, men da jeg endelig fandt ham, var jeg blevet så fuld, at jeg kom til at slå i stedet for at snakke, sagde den 22-årige, der blev anholdt og sigtet for vold umiddelbart efter.
Ofret har ikke krævet erstatning for overfaldet, hvilket er usædvanligt i sådan en sag. Den 22-årige skal ind at sidde straffen af, når der bliver en celle ledig. Han er ikke tidligere straffet, men tog dommen roligt.
- Jeg ville gerne have haft en betinget dom, men nu håber jeg, at jeg kan få en fodlænke i stedet, sagde han.









RSS