Løkke afviser kritik fra Novo og vismænd
Det kan godt være, at Novo Nordisk' direktør, Lars Rebien Sørensen, og overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen mener at kende de rigtige svar på Danmarks økonomiske udfordringer.
Men statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal have befolkningen og Folketinget med, før han kan gøre det nødvendige, siger han som svar på den opsigtvækkende kritik fra de to.
- Det kan godt være, at beskrivelsen af, hvad der er udfordringen for Danmark for nogle økonomiprofessorer og måske også for nogle CEO's i det private erhvervsliv, er snublende nærliggende, og det har de allerede inde under huden.
- Men i virkelighedens verden har vi brug for, at hele det danske samfund kommer til at se ens på, hvad der er samfundets udfordringer, siger Lars Løkke Rasmussen.
Løkke reagerer på, at Novo-direktøren i Berlingske Tidende kritiserer både regeringens og oppositionens håndtering af dansk økonomi og taler om "ledelsessvigt" samme dag, som topmødet i regeringens Vækstforum begynder.
Hans kritik kommer efter, at overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen har kaldt politikerne for "økonomisk tonedøve".
Efterlysningen fra sagkundskaben er økonomiske reformer, og blandt andet efterlønnen er under pres.
Uden at ville tale om efterlønnen siger Løkke, at han ikke udelukker nye reformer.
- Men jeg ved, at jo større enighed der er om vores udfordringer, jo lettere er det - også i den politiske verden - at give de rigtige svar, siger han.
Løkke siger dog også, at regeringen allerede har gennemført reformer, og lige nu handler det om at tøjle væksten i den offentlige sektor og skabe vækst i den private, mener han.
- Indtil vi har fået væksten igen, så kan det ikke nytte noget at lade den offentlige sektor vokse, siger han.
Rebien Sørensen mener også, at Løkke bør sætte sig sammen med Socialdemokraterne for at lave en 10-års-plan for dansk økonomi.
Det ser Løkke dog ikke for sig.
- Det, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne foreslår, er jo at sætte skatterne op og lade den offentlige sektor vokse. Men ovenpå den globale finanskrise er der brug for det modsatte.











RSS