Forrygende storladen undergangs-rock
15.10.2010 kl. 12:37
Af
Mikkel Risbjerg og Kasper No Behrens leverer storladen undergangsrock på Salems nye album "Return Of The Mongloid Sire".
Annonce
Salem:
Return Of The Mongloid Sire
Cope Records
******
Den karismatiske rock-duo Salem med Mikkel Risbjerg og Kasper No Behrens har aldrig været bange for at virke patetiske via deres yderst udanske store armbevægelser.
Når man fortæller, at man agter at debutere med TRE albums, som tematisk hører sammen, inviterer man til Jante-bank. Men de gjorde det - med det fremragende "From The Riverbank" som afslutning.
Hvorefter de da lige lavede "Nord1", der blev nomineret til en Danish Music Award som bedste visealbum!
Apokalypse
Men på det nye album "Return Of The Mongloid Sire" er duoen i den grad tilbage på det sorte spor. Og sangeren Mikkel Risbjerg er i topform. Hans overtonerige baryton er ret enestående på den danske rockscene. Reelt er han på niveau med det 20. århundredes rigtigt store croonere.De ti sange på albummet hænger også tematisk sammen. Det er en gruopvækkende og storladen historie, som synes at reflektere Tom Kristensens "sønderskudte banegårde, skibskatastrofer og pludselig død".
Der er elementer af klimakatastrofer, atomkrig og mere eller mindre totalt systemnedbrud i teksterne, som taler om en verden i undergang og forfald. Billedrigt, næsten filmisk.
Opera
Musikken følger trop med sine tydelige King Crimson-reminiscencer. Elektroniske lyde kradser i ørerne, og enorme klangflader spændes op mod Risbjergs malmfulde røst. Sublimt.Indledningsskæringen "On The Latitude" spiller mere end syv minutter og vil næppe nå hverken lokalradio- eller DR-airplay. Men det er Salem formentlig ligeglade med.
Selv navnet på duoen er gennemtænkt. Salem er den oprindeligste form af bynavnet Jerusalem. Men også navnet på den arketypiske Stephen King by, vi kender fra "Salem's Lot"
Apokalyptisk ur-religion møder evig ondskab. Det KAN der kun komme stor musik ud af. Og det gør der.








RSS