Vejle Amts Folkeblad Fredericia Dagblad VAF Medier

Sportsredaktøren blogger

Navnet på landstræneren er ikke det vigtigste

13.11.2010 kl. 21:34 Af
Navnet på landstræneren er ikke det vigtigste
Hvem skal afløse ham her som dansk landstræner? Faktisk er det ikke det vigtigste - for dansk fodbold handler det om noget helt andet.
Foto: SJØRUP THOMAS/POLFOTO

Annonce
Fokus bør ikke udelukkende rettes mod Michael Laudrup eller andre emner til at afløse Morten Olsen

Lige nu diskuterer det danske fodboldfolk, hvem der er den bedste afløser for Morten Olsen, når han i 2012 går af som træner for fodboldlandsholdet.
Michael Laudrup er, selvfølgelig, nævnt som mulig afløser, og det lyder som et både naturligt og oplagt valg.
Det er Frank Arnesen vel også, selv om Chelsea-mandens praktiske erfaring fra træningsbanen er begrænset i de senere år.
U21-landstræner Keld Bordinggaard er også et emne. Han har godt nok bebudet sin afgang, hvilket mere forbinder ham med et job som klubtræner - eksempelvis i fynske OB.
Navnet på Danmarks kommende fodboldlandstræner er dog ikke det vigtigste. Fokus bør rettes et helt andet sted, hvis lille Danmark igen ønsker at spille med på højeste niveau og kvalificere sig til slutrunde efter slutrunde.

Schweiz er på et andet niveau

For ikke så lang tid siden så jeg det danske U18-landshold spille en venskabskamp mod Schweiz.
Et lille land som Danmark hvilket kun gjorde oplevelsen endnu mere tankevækkende.
Schweiz var nemlig markant bedre end danskerne. Det var de som hold, det var de individuelt.
De var hurtigere, de var mere boldsikre, pasningsspillet var bedre, fysisk var de danskerne overlegne, og i det hele taget lignede Schweiz bare noget, som var på et andet niveau end Danmark.
For nogle år siden erkendte schweizerne, at de som lille land skulle gøre noget radikalt, hvis de ønskede at spille med på topplan.
Derfor samlede de landets bedste spillere i de enkelte årgange på et nationalt akademi, og satsningen giver nu resultater.
De 20 bedste spillere i hver årgang i Schweiz træner sammen hver dag, hvilket lige nu placerer Schweiz på en anden fodboldplanet i forhold til Danmark.

Vi er håbløs bagud

Talentudviklingen i Danmark virker gammeldags og konservativ. Vi mener åbenbart, at U19-liga og U17-liga er vejen frem. Her er landets bedste klubber med. I U19-ligaen er der 14 klubber, som træner hver for sig. I alt godt 200 spillere.
I Schweiz træner de 20 bedste spillere i hver årgang sammen hver dag. Ikke underligt at Schweiz er bedre end Danmark.
Det er sådan set fint nok, men så bør vi vænne os til, at Schweiz vinder alle ungdomslandskampe mod Danmark.
Vi bør ligeledes forlige os med tanken om, at fremtiden ikke tegner alt for lys for det danske A-landshold.
Uanset om træneren hedder Michael Laudrup, Frank Arnesen eller Keld Bordinggaard.
Fremtidens A-landshold handler ikke om landstrænerens navn - det handler ene og alene om talentudviklingen i danske ungdomsfodbold.
Lige nu er vi håbløs bagud. Blandt andet til Schweiz.




Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Sportsredaktøren blogger-forsiden

Bedøm artiklen:
2
 har stemt. Gennemsnit
5,0
.
Registrerer stemme..


Bookmark og del denne artikel:
| Flere


flexblock