Vejle Amts Folkeblad Fredericia Dagblad VAF Medier

Læserbreve

2011 er Frivillighedens år - men ikke i Vejle

Læserbrev 02.05.2011 kl. 09:02 Af Jørgen Irdal
Annonce
Det har EU vedtaget, og formålet er selvfølgelig at skabe større opmærksomhed om det frivillige arbejde, fremhæve dets store værdi og skabe bedre vækstvilkår for det.

Vejle Kommune har i denne sammenhæng valgt en særpræget branding strategi - som måske vil rygtes helt til månen! Ene og alene for at spare vil kommunen tvinge to vidt forskellige parter ind i et tvangsægteskab, som ingen af parterne ønsker. Det drejer sig om den selvejende institution Vejle Handicapcenter og den selvstændige forening FrivilligCenter Vejle. Begge steder fungerer fortræffeligt og er særdeles glade for at være, hvor de er.

Vejle Kommune siger selvfølgelig ikke åbent, at det udelukkende drejer sig om at skære ned, nej "den ædle hensigt" er at skabe "Danmarks mest tilgængelige og mest rummelige Frivillighedens Hus", og mantraet er: "Det vil skabe synergi", et fint ord, som politikere og embedsmænd bruger, hver gang de åbner munden i sagen.

Det drejede sig oprindeligt om, at Voksenudvalget skulle spare 600.000 kr. årligt. De to parter har tilbudt at spare 330.000 kr. til sammen. Vejle Kommune kæmper dog indædt for at få de sidste 270.000 med - et beløb, der vil blive ædt op af omkostningerne ved flytning og indretning af et nyt fælles sted. Men det er jo nok en anden konto.

Begge steder ydes der et fremragende stykke arbejde, men stederne er vidt forskellige. Handicapcentret er primært et socialt værested omkring en café. Socialt samvær og underholdning, som fx udflugter og bankospil, står i centrum. FrivilligCenter Vejle er et arbejdende sted. Der er lektiecafé, en lang række selvhjælpsgrupper og netværksgrupper arbejder her, centeret finder nye frivillige til andre foreninger og her bor Værktøjskassen, der over 1000 gange om året yder hjælp til pensionister i form af mindre handy-man-opgaver. Og her holder også de 46 medlemsforeninger til. Bare for at nævne nogle ting.

Jeg ville ønske, at Vejle Kommune ville droppe beslutningen om disse besparelser og en fuldstændig arbitrær sammenlægning af FrivilligCenter Vejle og Vejle Handicapcenter - det ville sikkert også skabe synergi at slå vandpolo-klubben og faldskærmsudspringerne sammen . Denne beslutning er kun velegnet til at få os frivillige til at løbe skrigende bort og finde andre græsgange. Alle ved, at det frivillige arbejde fremover bliver stadig vigtigere for at bevare et ordentligt samfund. Derfor er Vejle Kommunes besparelser på det frivillige område ikke bare utiltalende, det er direkte uklogt at spare her.

Det værste ved Vejle Kommunes krav om sammenlægning er, at det desværre skaber uoverensstemmelser og dårlig stemning mellem forskellige foreninger, grupper og enkeltpersoner i Vejles frivillige verden.

Kære Voksenudvalg, gå til Økonomiudvalget eller Borgmesteren og fortæl, at denne tvangssammenlægning og processen i den forbindelse risikerer at volde stor skade på det frivillige sociale arbejde i Vejle Kommune.




Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Læserbreve-forsiden

Bedøm artiklen:
0
 har stemt. Gennemsnit
0,0
.
Registrerer stemme..


Bookmark og del denne artikel:
| Flere


flexblock
flexblock