Vejle Amts Folkeblad Fredericia Dagblad VAF Medier

Læserbreve

En nødvendig kommentar

Læserbrev 19.05.2011 kl. 09:20 Af Steen Zoffmann
Annonce
I Hedensted Avisen kunne man den 11. maj læse en unavngiven artikel, som i sin overskrift fastslår: "Vindmøller gør ikke folk syge".

Artiklen henviser til en rapport fra Sundhedsstyrelsen som angiveligt skulle frikende vindmøller på stort set alle områder. Der er tale om en rapport, produceret af det private firma Delta-laboratoriet.

Vi i Ørumgruppen, der jo som bekendt er stærke tilhængere af dels vindmøller placeret langt fra menneskers boliger, dels af en helt igennem sober og ordentlig debat, mener at der er brug for nogle rettelser og kommentarer til nævnte artikel.

Den nævnte rapport er ikke produceret af sundhedsstyrelsen. Rapporten er produceret af et privat laboratorium Delta, et foretagende med ganske nære relationer til såvel vindmølleindustri som vindmølleforeningen.

I artiklen skrives: "Der er ikke fundet pålidelige sammenhænge mellem møllestøj og kroniske lidelser som diabetes, forhøjet blodtryk m.m." Heroverfor står at Sundhedsstyrelsen i januar 2011 fastslog, at trafikstøj er sundhedsskadelig. Videre kan det fastslås, at en lang række udenlandske og en enkelt dansk forsker påpeger tydelig indikation på mulige sundhedsskadelige effekter af støj, hvad enten den kommer fra møller eller anden støjkilde.

I artiklen skrives: "10 procent af naboer til vindmøller oplever vindmøllestøj som stærkt generende". Her overfor står det faktum, at den canadiske søvnspecialist Dr. Michael Nissenbauer i en stort anlagt undersøgelse, har kunnet fastslå, at helt op til 82 procent af de mennesker, der bor op til tre kilometer fra kæmpevindmøller, oplever dem som stærkt generende.

I artiklen skrives: "Søvnforstyrrelser kan forekomme". Og ja det er rigtigt, og vi ved at jævnlige søvnforstyrrelser er sundhedsskadelige.

I artiklen skrives: " at skygger fra roterende vinger kan være generende...". En kæmpevindmølle med et vingefang på 100 meter "dækker" et areal på lidt under 8000 kvadratmeter. Skyggekast fra dette enorme areal gør de boliger, der rammes, ubeboelige, indtil solen flytter sig, så skyggekastet falder andetsteds.

I artiklen skrives: "Lavfrekvent støj forekommer, men ikke i nogen ekstrem form og er svagere end fra mange andre støjkilder". Dette udsagn står i sin upræcise formulering i stærk modsætning til en lang række danske og udenlandske erfaringer. Jeg har selv oplevet at opholde mig i et hjem 750 meter fra en kæmpevindmølle. Den lavfrekvente støj fyldte hele huset med en dyb rumlen, ubehagelig og uroskabende.

Jeg vil gerne slutte dette indlæg med at opfordre tilhængere af det nære naboskab til kæmpevindmøller til at udvise en knap så aggressiv markedsføring af synspunkter. I et demokrati er en bred opbakning i befolkningen forudsætning for at vi på sigt kan få løst vort behov for vedvarende energi. Eller handler det i virkeligheden om privatøkonomiske interesser?




Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Læserbreve-forsiden

Bedøm artiklen:
1
 har stemt. Gennemsnit
1,0
.
Registrerer stemme..


Bookmark og del denne artikel:
| Flere


flexblock
flexblock