Respektløs underkendelse af alternative behandlere
Som sygeplejerske og akupunktør er jeg ikke ukendt med mange lægers kritiske holdning til alternativ behandling. Der hvor "kæden" hopper af for mig er, når denne holdning fremstår som "sandheden".
Jeg mener, det er et udtryk for manglende respekt over for mange mennesker, der benytter sig af alternativ behandling, når læger udtaler sig om noget, de hverken ønsker at have indblik i eller har forstand på. Samtidig er det en respektløs underkendelse af veluddannede og seriøse behandlere.
Ole Hartling udtaler i artiklen: "Der har været masser af egentlige, videnskabelige undersøgelser af alternative metoder. De viser næsten altid, at det ikke virker, men bagefter forklarer de alternative det gerne med, at der var noget i vejen med testen og ikke med virkningen af den behandling, der er blevet undersøgt". Dette er ikke korrekt.
Der er kun foretaget få undersøgelser af alternative metoder i Danmark. Årsagen skal bl.a. findes i, at de fleste alternative behandler ikke naturligt, er en del af et forskermiljø. Det kræver store midler at lave forskning, som lægevidenskaben kan godkende. Disse er ikke tilfaldet den alternative behandling.
Imidlertid er der megen forskning foretaget i udlandet f.eks. når det gælder akupunktur. Her er der omfattende dokumentation for virkningen af akupunktur i forhold til en lang række sygdomme. Dette har lægerne herhjemme ikke været villige til at anerkende, eller de er måske ikke interesseret i at gøre sig bekendt med den.
Dette har for adskillige år siden bevirket, at WHO (verdenssundhedsorganisationen) har udsendt en liste over en lang række lidelser, som med fordel kan behandles med akupunktur.
Overlæge Ole Hartling siger endvidere:
-Det er en myte, at læger ikke ser på helheden. Tværtimod synes jeg ofte, alternative behandlere selv er i den grøft. Hvis en øreakupunktør siger, at alt kan klares med et stik i øret, så er vedkommende jo ikke holistisk".
Her taler Ole Hartling igen mod bedre vidende, prøver med sin arrogante holdning at gøre sig morsom på andres bekostning. At øreakupunktur er yderst virksom og virker på helheden, er igen veldokumenteret. De fleste øreakupunktører udfører vestlig øreakupunktur, der er udviklet af franske læger.
Yderligere findes der en form for øreakupunktur - NADA som er udviklet i USA. Denne er yderst effektiv til behandling af bl.a. stof- og medicinmisbrug. NADA er anerkendt verden over og bruges i Danmark på mange af landets misbrugscentre og psykiatriske afdelinger.
Som Registreret alternativ behandler (RAB), er man godkendt af sundhedsstyrelsen til at udøve alternativ behandling ud fra krav om uddannelse, etik, efteruddannelse osv.
Der er således tale om veluddannede mennesker, som seriøst arbejder inden for deres felt til gavn for mange mennesker.
Ole Hartling udtaler:
"Jeg tænker, at den alternative behandling appellerer til folks hjerter, mens vi læger anses for at appellere mere til hjernen og fornuften. Det, der kan måles og vejes"
Det er noget vås, sagt med Ole Hartlings egne ord. Jeg er glad for, at den alternative behandling både appellerer til folks hjerter, hjerner og fornuft.
Ole Hartling har frihed til at have sin holdning til alternativ behandling. Det undrer mig blot, at VAF bringer den i en artikelserie om alternativ behandling.








RSS