Byråd med handlekraft
Først skulle imidlertid udspille sig et politisk cirkus af de helt store; Mads Lund (ML) ville have magt og være kendt.
Med et sølle antal personlige stemmer ville Mads være borgmester. Uden folkelig opbakning, uden hensyn til, eller respekt for demokratiet, ville han stå i midten og være chef for byen og vores ansigt udadtil. Tak til de højere magter for det ikke blev sådan!
Det er fremgået tydeligt af de sidste dages skriverier, at der har været samarbejdsvanskeligheder med ML. Der har stået i dagbladet, at han ikke talte ordentligt til personalet. Uden at kende manden personligt, kan jeg levende forestille mig dette.
En person der tvinger byen gennem en fadæse som den efter valget, ovenikøbet, som nævnt, uden folkeligt mandat, fremstår ikke videre sympatisk. Hvis man er så ivrig efter magt, trods et latterligt stemmetal, er den første antagelse ikke ligefrem menneskelige kvaliteter. Jeg gætter naturligvis bare, men man kunne være tilbøjelig til ligefrem at tro det modsatte...
På spørgsmålet om hvorvidt John Bader foretrækkes frem for ML, pga flere stemmer, svarer ML at det ikke er relevant. det er bare et tal. Ja Mads, det er et STEMMETAL en direkte demokratisk besked, som du åbenlyst ikke fatter.
Som borgerlig vælger foretrækker jeg et bredt samarbejde, frem for et samarbejde med borgergruppen. Det er fantastisk med en handlekraftig borgmester, der, uden skelen til partifarver, foretrækker en pragmatisk løsningsorienteret politik, frem for krampagtigt at holde på en blok uden de røde, men med en person som ML som tungen på vægtskålen. Vi borgere har ikke glemt dagene efter valget, vi har ikke glemt Mads Lunds pinlige higen efter magten. Lad os også lige holde det in mente, når vi næste gang forhåbentlig stemmer borgergruppen helt ud.
Jeg hilser Uffe, og co. velkommen til broen, og håber som borger, I sammen vil styre byen gennem de skær, der uundgåeligt ligger forude. Tak, Thomas Banke, for at du har befriet os for utrygheden ved at have ML i nærheden af roret. Som Fredericianer er jeg nu fri for at skulle forklare udadtil, hvorfor vi havde den ulogiske og udemokratiske konstituering, som udelukkende skyldtes en enkelt mands magtliderlighed.








RSS