Vejle Amts Folkeblad Fredericia Dagblad VAF Medier

Musik for dig

Thor til højbords i Tønder

26.08.2011 kl. 22:56 Af
Thor til højbords i Tønder
Paul Eastham fra Coast er bandets vokale frontmand. Foto: Ulla Kaltoft
Se flere billeder

Annonce
Knap havde Prinsesse Marie forladt festivalpladsen i Tønder i en krone-bil sidst på fredag eftermiddag, inden et uvejr af dimensioner piskede ned over byen og pladsen. Takkede lyn flængede himlen, tordenbragene buldrede og regnen væltede ned i olympiske kaskader. Den baggrund blev rammen for hele fredag aftens koncertprogram i de to største telte. En blandet irsk og engelsk aften.

Dyrskuepladsen i Tønder har én styrke: den centrale vej igennem pladsen er asfalteret. Men resten er ikke i stand til at suge ret meget væde. Så der blev soppet, trippet og hoppet mellem pytter og rene sumpe, allerede inden fredag aftens første navn gik på - det traditionelt irske band Lunása.

Vandet kom sivende ind under teltsiderne, og luftfugtigheden var tæt på de 100. Men lydfolk i Tønder er gjort af et særligt stof, så hele fredagens aftenprogram kunne gennemføres uden elektriske problemer. Foruden Lunása var det britiske Coast og irske Paul Brady med band.

Irsk med udsigt

Lunása har de seneste 15 år rendyrket rent instrumental irsk dansemusik på højt nivau. Cillian Vallely på irsk sækkepibe og fløjter leverer signaturen med sine virtuose løb, sikkert sekunderet af Seán Smyth på violin og Kevin Crawford på fløjte.

Basis er rene jigs og reels, men stærkt krydret med udflugter væk fra den grønne ø. Således blev deres bedste præstation tre numre, hentet i Galicien i det nordlige Spanien. Mere rund og organisk musik, smukt spillet på forskellige fløjter.

Britisk højspænding

Coast debuterede på festivalen sidste år og blev som en selvfølge inviteret igen i år. Engelsk folk-rock, med tryk på rock. Der er mere Runrig end Fairport Convention i det teknisk dygtige band, hvis forsanger Paul Eastham ikke lader Bruce Guthro meget efter i stemmepragt.

Coast spiller normalt højenergisk musik, men denne aften blev mere neddæmpet end vanligt. Og endda med en kvindelig strygetrio, som også leverede en masse for øjnene.

Højspænding var der til gengæld hos Paul Brady. Og dermed blev en fin aften rundet af på bedste vis.

For festivalens fortsættelse lørdag og søndag må man dog håbe på, at Thor har fået buldret af. For ellers bliver det mere watermusic end godt er.




Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Musik for dig-forsiden

Bedøm artiklen:
0
 har stemt. Gennemsnit
0,0
.
Registrerer stemme..


Bookmark og del denne artikel:
| Flere


flexblock
flexblock