Lang næse, Roskilde...
The Avett Brothers består af brødrene Seth og Scott Avett, samt af bassisten Bob Crawford og cellisten Joe Known. Alle fire ligner mytiske figurer fra Det Vilde Vesten. Store skæg, sære hatte, rustikke klude. Lidt a la The Band.
Stilen er rootsrock, ballader, punket galskab og frem for alt en energi og entusiasme som synes totalt uplettet af bandets status i hjemlandet, hvor de er blevet store på ingen tid.
Brødrene er sangskriverne. Oftest selvbiografiske sange om familien, om venskaber, ja, også om kærlighed. Men ikke en pink forstadskærlighed bag hækken. Næh, kærligheden der er vigtig som livet selv.
Når Avett Brothers er på scenen sker der noget. Alle fire hopper op og ned som gummibolde, stamper vildt i scenegulvet. Den vildt karismatiske Joe Known der er som taget ud af en Kung Fu film i ydre fremtræden, kaster rundt med hår og cello konstant. Celloen bruges nærmere som rytme- end som melodiinstrument.
Gennembrud
Teltet er fyldt godt op denne lørdag aften, og Avett Brothers tager gavmildt imod og giver endnu mere gavmildt tilbage. I næsten to timer banker de den ene solide sang ud over scenekanten efter den anden. I intensitet med et lille stille mellemspil med de to brødre på akustiske guitarer alene som højdepunkt.Men ro er der ikke meget af hos dette helt unikke band. Først hen under midnat slipper publikum dem endelig. Godt 2000 tilhørere med godt rustne stemmebånd. For der er blevet jublet, sunget og skrålet så det er en lyst.
Avett Brothers skrev kontrakt med pladeselskabet American Recordings i 2008. Løb døren ind til din lokale musikpusher og find deres skiver.
Live er bedst, ingen tvivl om det. For Avett Brothers ånder og lever for den intense kontakt med deres tilhørere. Det fik vi så sandelig syn for sagen på ved en flot Tønder-aften lørdag.
- We can't wait to be back, råbte Seth Avett da det hele var slut.
Det er en aftale...








RSS