Slut med bekvemmelighedsflag på havnen

Foto: MICHAEL SVENNINGSEN

I min tid som madanmelder har jeg gæstet få steder flere gange end Estakaden ud til lystbådehavnen i Vejle. Det skyldes ikke en speciel forkærlighed for naborestauranten til Sejlklubben Neptun med eget spisested, men udelukkende, Estakaden har skiftet bestyrer/køkkenchef et utal af gange gennem årene.

Det har givet gode, brogede og mangeartede oplevelser, men seneste besøg hører til i toppen hvis ikke allerøverst oppe.

Indehaverne, parret Hanne Rønberg Pedersen og Leo Pedersen, forpagtede Estakaden per 1. marts med Kenneth Vogtmann som restaurantchef og Bjørn Bjerre Berg som køkkenchef, efter restauranten havde stået tom et stykke tid ovenpå en langvarig disput mellem ejerne (motorbådklubben) og den tidligere bestyrer. Nu er restauranten til gengæld tilbage i kampform, og det bekræftede prøvespisningen i sidste måned.

Det skyldtes ikke bare, at vi kunne nyde frokosten i augustsol og varme på verandaen ud til bådene, hvor kun fuglene og forbipasserende forstyrrer lydbilledet og en behagelig fred og ro. Maden var så afgjort i orden, køkkenet har ambitioner og talent, og man kan gøre mangen en dårligere frokostoplevelse i Vejle og omegn end at lægge vejen forbi her.

Estakadens månedsmenu, som sælges med og uden tilhørende vinmenu, er reserveret aftengæsterne, mens frokostkortet består af danske klassikere i prislejet 95-145 kr. Her er både sild, æggekage, pariserbøf og stegt rødspætte. Vi valgte henholdsvis en frokosttallerken med indhold efter dagsudbud (145 kr.), en sildetallerken (95 kr.) og stjerneskud til 135 kr.

Værtinden står for servering og betjening, og det gør hun godt, præcist og imødekommende. Vi skiftede bord fik hejst parasol og prompte udskiftet sodavand, da en forbifarende hveps ikke overlevede sin flirt med vandskorpen. Vi fik også koldt postevand og en kurv med godt brød af både rug og hvede på bordet med smør inden selve serveringen begyndte.

Min sildetallerken illustrerede både hensigter og formåen i køkkenet: Tre slags sild, af alle af høj klasse arrangeret og serveret, så der både var til øje smag. De marinerede i en lille tue med god, hjemmelavet - om end lidt tynd i konsistensen - karrysalat var bidefast og fuld af smag, ordentlige sild, som man desværre alt for sjældent oplever. De krydrede var ligeså gode og har var et drys af syrlig havtorn med til at give et lille vink om, at inspirationen rækker længere end smørrebrødsseddel og traditionel æggekage med flæsk. Den tredje, stegte sild var tæt på at være den bedste serveret med små tuer krydderfedt som klædte det gode rugbrød.

Der var masser af mad på den tallerken, som kunne have gjort det ud for en hel frokost. Det samme gælder opfølgningen, stjerneskuddet, som hverken skuffede, hvad angår kvalitet eller volumen.

Egentlig giver det jo sig selv, sådan et stjerneskud: En kogt rødspættefillet og en ditto stegt, rejer og en ristet skive brød - hvor svært behøver det at være?

Ikke noget at tale om i Estakadens udgave, som er den bedste jeg har nydt meget længe. Rejerne var store, smagte nypillede, saftige og gode og de kom i rigelig mængde med masser af god mayo. Den stegte filet var blot vendt i mel ikke i tommetyk, altdominerende panering, og det tillod fisken at smage igennem på den gode måde, selv om sprødheden selvsagt manglede. Men når brødet til gengæld er sprødt og ikke svømmer i rejevand, lever man fint med det. Estakaden signatur på retten var den koldrøgede laks, som køkkenet henter hos Einars Røgeri - den er god, fast og velsmagende, og kom slet ikke til at forstyrre helhedsbilledet på nogen generende måde.

Og bedst af alt: Ingen forloren kaviar, den forfærdelige misforståelse af stenbiderrogn og blækfarve til denimbukser. Den dropper Estakaden uceremonielt til fordel for mere havtorn, som her kom til at gøre det ud for den citronskive, som også var pillet ud af den traditionelle rollesammensætning.

Konklusionen var temmelig entydig: Her var fisk og skaldyr sat harmonisk sammen, flot anrettet i en imponerende portion, som retfærdiggjorde prissedlen på 135 kr. Og så kan ikke rigtig forlange mere af en koldbordsklassiker.

Medanmelderens frokosttallerken (ingen tør længere skrive eller sige "platte"), endte også som en fuldtræffer. Portionerne var ikke overvældende, men store nok, og i den visuelle nydelse var det rart ikke at trætte øjet med en overfyldt tallerken, hvor ingredienserne flød sammen i et virvar.

En koldrøget laks med lækre rejer serveret med syltet havtorn og arametang, danske pølser - en krondyrspølse og en snackpeberpølse, den ene i en lang cylinder med god kraftig smag, den anden i tynde skiver med diameter som en femmer - med sprødt yderst lag og en temmelig kraftig saltsmag, som måske var skarp kost for nogle. Til pølserne blev serveret syltet agurk, syltet rødløg (perigon )

Det næste indslag var glaseret "grissebasse", sandsynligvis en aflægger af aftenmenuens hovedret, men stegt til punkt og prikke i tre pæne skiver pyntet med blandt andet röllike-gydenris-hedelyng.

Her til lidt ost, en cremet blåskimmelost, blåkornblomst, og en gul kristian, og et lille stykke bærkage anbragt på et tæppe af kondenseret (tørret) mælk med hilsen fra det molelylære køkken med sensommerbær, dild og hybenrose.

Alt i alt en servering uden vanetænkning med smagspoler og portionsmæssigt i afstemt størrelse.

Estakaden har både lokalt øl fra Vejle Bryhus og forskellige muligheder på flaske foruden et mindre vinkort, vi ikke fik studeret nærmere. Prisniveauet på det jævne.

Vi sluttede med henholdsvis stempelkaffe og varm chokolade (medanmelderen) og et udvalg af hjemmelavede fyldte chokolader (42 kr.). De sidste var udsøgte, lækre og flotte og skabte en fin afslutning på en god frokostoplevelse.

Estakaden har ført en omtumlet tilværelse gennem årene, men med maritimt sprogbrug befinder køkkenet sig nu i smult vand uden brug af bekvemmelighedsflag. Sagt mindre kryptisk: Man får en rigtig god frokostoplevelse på Vejle Havn og en udpræget lyst til også at teste aftenudbuddet, for virkelyst, præcision og ambitioner ved komfuret rækker tydeligvis til mere end bare danske frokostklassikere.