Herning genoptager 100 sygedagpengesager
Det skyldes, at sagerne i første omgang er blevet afgjort af privatansatte vikarer. Nu skal sagerne afgøres af ansatte i kommunen.
Gennemgangen af sagerne er allerede i gang, oplyser Carsten Lagoni, chef for beskæftigelsesafdelingen i Herning Kommune:
- Jeg har ikke på nuværende tidspunkt overblik over, om der er truffet andre afgørelser i sagerne, men vi tager sagsbehandlingen dybt seriøst. Er der sket fejl, bliver afgørelserne selvfølgelig lavet om, siger han.
Fagbladet 3F har tidligere afsløret, at Herning Kommune i 2009 indgik et omstridt, treårigt partnerskab med Falck Jobservice omkring sygedagpenge. Samarbejdet sker ud fra princippet "no cure - no pay", hvilket vil sige, at Falck-firmaet kun får betaling for sit arbejde, hvis kommunen sparer på udgiften til sygedagpenge.
Falck Jobservice og Kolding Kommune har et lignende samarbejde. Men her har Ankestyrelsen netop stemplet Falck-ansattes afgørelser for ulovlige.








RSS