Far til fire - nu med bjørn
03.10.2011 kl. 09:34
Af
Vogt jer, slyngler, for her kommer indsats-gruppen fra Danmark. Forrest Jess Ingerslev, der stadig har rollen som Onkel Anders. Foto: Scanbox
Instruktion og manus: Claus Bjerre. Med Niels Olsen, Jess Ingerslev, Kasper Ruwai Berg Kesje, Carla Mickelborg, Jakob Wilhjelm Poulsen, Kathrine Bremerskov Kaysen, Tammi Øst, Anders Hove, Jakob Lohmann med flere. Spilletid: 80 minutter. Danmarkspremiere i alle lokale biografer torsdag aften.
Annonce
To ting er sikre i dansk film. I efterårsferien kan hele familien gå ind og se, hvad Far til fire nu har fundet på, og op til jul gælder det samme for Min søsters børn. Disse konceptfilm placeres med sikker hånd op til de ferier, hvor både børn og voksne har god tid. At det er sådan, er også logisk. For begge koncepter samler snildt omkring 400.000 biografgængere hver eneste gang.
Denne gang foregår løjerne til dels i Sverige, hvor Far har en kusine Annika, som har en naturpark. Her legede Far meget som dreng. Onkel Anders har en fortid som spejder, så han trækker gerne i den gamle uniform og finder kompasset frem.
Men der er rovdyr i krattet. Rikart og hans bande grisser parken til med affald og gamle køleskabe. Og de har en klemme på Annika. Så Far og de fire gæve må træde i karakter.
Det bliver til et opgør med slynglerne i parkens vildeste del, hvor man kan risikere at få en bjørn på.
De fire børn spilles denne gang af de samme som i den foregående film. I stedet for at skifte ud sørger instruktør og manusforfatter for, at historien tilpasses børnenes aktuelle alder. Instruktøren er også denne gang den samme som sidst, Claus Bjerre.