Håndholdt ægthed
******
I 1920 blev Hugo von Hofmannsthals teaterstykke "Jedermann" opført første gang. Siden er det blevet opført hvert år i Salzburg med en række af det tyske sprogområdes bedste skuespillere i rollerne. I 2011 hyrede ORF instruktøren Hannes Rossacher til at producere filmen "Jedermann Remixed" for at markere jubilæet for stykket. Og Theessink blev hyret til at lave soundtracket.
De 18 sange fås nu på cd, og det er en sublim oplevelse at dykke ind i stoffet, som er en blanding af klassikere og nyt materiale komponeret af Theessink selv.
Sange som "The Man Comes Around", "I'm A Man", "Sympathy For The Devil" og "Games People Play". Sange om Gud, Fanden, himmel og helvede. Fine illustrationer til teaterstykkets mysteriespil om livet og døden, menneskets lyse og mørke sider.
Theessinks rustne røst kræver nok tilvænning, men lyt i stedet til hans fremragende guitarspil. Lydene fra strengene dirrer frydefuldt i rummet, helt rene og distinkte. Bare skønt og effektiv medicin mod poppens syntetiske juhu-univers.
Interessant nok er to af sangene optaget i Knud Møllers studie ved Hedensted. Theessink har tætte relationer til Danmark.
Hans Theessink: Jedermann Remixed. Blue Groove Records








RSS