Stor stemme på egen hånd
Albummet bærer den passende titel "Celtic Crossing" og på forsiden poserer Guthro foran en klassisk skotsk højlands-kulisse med fødderne i en smuk sø. Det er således ikke et behov for at betræde nye sidegader, albummet er udtryk for. Rent faktisk kunne disse sange lige så vel blive fremført af Runrig.
Albummet viser en moden, velovervejet og overskudsagtig Guthro, som bruger sit voldsomt imponerende stemmemateriale til at invitere os indenfor i et intimt, venligt og rart rum, hvor ilden knitrer i pejsen og der dufter af efterår.
Denne anmelders favorit på albummet er den meget, meget smukke "The Purple Heather", bedre kendt som "Wild Mountain Thyme". Guthro synger den lowkey og helt uden den patos, der kan tynge den i sig selv højstemte tekst i knæ. Også den uundgåelige "Carrickfergus" og "The Water Is Wide" er behagelige bekendtskaber.
Guthros egne sange er skrevet ind i samme folketradition, men nok med lidt mere americana og singersongwriter smag over sig. "My Old Man" der handler om faderen er et godt eksempel.
Albummet er ikke en milepæl i sig selv, men en times vellyd, overskud og imødekommenhed er nok et besøg værd.
****
Bruce Guthro:
Celtic Crossing
RecArt








RSS