Sag om sexmisbrug for retten
Foto: METTE MØRK
Retten i Kolding begynder på mandag straffesagen mod fire mænd, der er tiltalt for omfattende sexmisbrug af to søstre i et kolonihavehus i Vejle i 2002 og 2003. De to piger var dengang otte og 15 år.
Sagen kom først frem i marts 2009, da pigerne betroede sig til en person om sexmisbruget. Denne gik så til politiet, der sigtede og varetægtsfængslede fire mænd i sagen.
I alt er de fire mænd tiltalt for 12 forhold om seksuelt misbrug af pigerne i perioden fra februar 2002 til august 2003.
De fleste forhold omfatter pigernes 49-årige far, der er tiltalt for ét tilfælde af samleje med den yngste datter og for at have medvirket til, at pigerne havde forskellige former for sex med fire andre mænd. Deriblandt farens storebror. Den ene af mændene er i dag død.
Nogle af de seksuelle ydelser skete mod betaling til faren i form af kontanter eller stoffer.
Selvom straframmen for de forbrydelser, faren er sigtet for, går op til 12 års fængsel, bliver hans straf højst fire år ved Retten i Kolding.
Sagen mod de fire tiltalte kører nemlig som en almindelig domsmandssag, og ikke som en nævningesag, som det er tilfældet, når anklageren kræver en straf på mere end fire års fængsel.
To af de fire tiltalte er erklærede uegnet til straf, da en mentalundersøgelse har vist, at de er mentalt retarderede.
Faren og den sidste tiltalte er dog fundet egnet til straf.











RSS