Billy Crystal vender tilbage som Oscarvært
Foto: POLFOTO
Den amerikanske komiker og skuespiller Billy Crystal er torsdag blevet udpeget som vært for det prestigefyldte Oscarshow, hvor filmindustrien hylder sine mest markante personer. Det er niende gang Billy Crystal skal føre an i løjerne.
Eddie Murphy var ellers udset til at skulle styre det store show, men han trak sig dagen efter, at hans ven og produceren af Oscarshowet, Brett Ratner, blev tvunget til at trække sig fra opgaven, efter han ugen forinden havde talt nedladende om homoseksuelle.
Billy Crystal annoncerede sin værtsrolle på Twitter med beskeden: "Jeg tager værtsrollen, så den unge kvinde nede på apoteket ikke længere vil spørge om mit navn, når jeg henter medicin. Ser frem til opgaven".
Arrangøren af showet, The Academy of Motion Picture Arts and Sciences, genbekræftede Crystals værtsrolle efter hans udmelding.
Afløseren for Brett Ratner som producent af showet den 26. februar 2012 bliver Hollywood-veteranen Brian Grazer.
Billy Crystal debuterede som Oscarvært i 1990, da "Driving Miss Daisy" blev kåret som årets bedste film. Han var senest vært i 2004.
Oscarshowet er næst efter finalen i amerikansk fodbold, Super Bowl, det program, der tiltrækker flest seere i USA.
Med Billy Crystal som vært har arrangørerne truffet et sikkert valg. Hver gang en vært har leveret en skuffende indsats, som tilfældet var med James Franco i 2011, kommer der opfordringer om at få Billy Crystal tilbage som vært.








RSS