Morgenværter savner deres børn
Foto: ANTHON UNGER/POLFOTO
To af de tre værter på morgenprogrammet "Weekend Weekend" på TV2 har børn. De har været nødt til at indstille sig på ikke at have lørdag morgen sammen med familien, og det kan godt være hårdt.
Programmet er live om lørdagen, mens søndagsudgaven optages lørdag over middag. Felix Smith ærgrer sig over, at han ikke kan være sammen med sin søn hele weekenden.
- Det er det eneste, jeg er en smule ked af. Weekenden er jo der, hvor man normalt har tid sammen som familie, så det er da lidt ærgerligt, siger han.
Hans kvindelige medvært, Sara Bro, er anderledes indstillet på situationen.
- Jeg har længe været indstillet på, at jeg skulle være væk fra familien en weekenddag. Til gengæld har jeg fri en hverdag, siger hun.
Den mandlige vært vil ikke undvære sin weekend med familien og prøver derfor at planlægge det sådan, at han og familien holder weekend søndag og mandag fremover, hvis kæresten kan købe sig fri.
- Det kan der måske også komme noget positivt ud af, selvom det da er ærgerligt. Men man er jo hjemme igen lørdag eftermiddag, så det går nok alt sammen, siger en fortrøstningsfuld Felix Smith.








RSS