Sanne frygter ikke Medina
Foto: MARTIN ROSENAUER/POLFOTO
Hun er 55 år og debuterede som solist i 1973. Mandag udkommer så hendes 14. soloalbum, "Tiden Brænder".
Men jorden brænder ikke under Danmarks "Rockmama". Ifølge Sanne Salomonsen selv er der nemlig både plads til unge og erfarne sangerinder på den danske musikscene.
- Jeg ser ikke det ikke som en konkurrence, for vi er alle sammen forskellige. Der skal jo komme nye til og gerne så store talenter som muligt, siger hun og tilføjer:
- Jeg er dybt betaget af Aura, og jeg respekterer Medina ud over alle grænser.
Sanne Salomonsen er heller ikke i tvivl om, hvad lige præcis hun har at byde på.
- Jeg har en historie, et kæmpestort og meget trofast publikum, og så har jeg mange hits i mit bagkatalog.
- Folk kender mig på godt og ondt, og det er et stort plus, siger hun.
Det, der på sigt skiller fårene fra bukkene i den danske musikbranche, er da også, om succesen varer ved, mener hun.
- Det er svært at sprøjte det ene hit ud efter det andet. Men det er også svært at følge det op og lave en god plade og endnu en, siger Sanne Salomonsen, hvis seneste salgstal taler for sig selv.
Albummet "Unico" lå på top 40 et år efter udgivelsen i 2009. Og førstesinglen "Taxa" blev det femte mest solgte track samme år.
På trods af de mange år i branchen er Sanne Salomonsen stadig spændt på, hvordan publikum vil tage imod "Tiden Brænder".
- Jeg håber, mine fans vil holde lige så meget af denne her plade som mine tidligere. Jeg er meget glad for den, og det vil jeg gerne dele, fortæller hun.
Sanne Salomonsen har da heller ingen umiddelbare planer om at smide mikrofonen.
- Så længe lysten, troværdigheden og publikum er der, fortsætter jeg. Jeg føler mig som Rockmama. Men det er næsten for godt til at være sandt, at det går så godt, siger hun.








RSS