Revolution i køkkenerne
14.11.2011 kl. 13:30
Af
Hjerteveninder omkring stuebordet. Nummer to fra venstre er Eugenia, som starter arbejdet med interviewbogen. Foto: Dale Robinette
Niceville
Instruktion og manus: Tate Taylor efter romanen "The Help" af Kathryn Stockett. Med Emma Stone, Bryce Dallas Howard, Jessica Chastain, Mary Steenburgen, Mike Vogel, Viola Davis, Alison Janney go Sissy Spacek. Spilletid: 147 minutter. Danmarkspremiere i de lokale biografer torsdag aften.
Annonce
Mississippi i 1960'erne var det sted i USA, hvor raceadskillelsen var mest gennemført, sammen med den anden sydstat Alabama. Slaveriet i bomuldsmarkerne var ganske vist afskaffet, men tusindvis af fattige sorte kvinder tjente i huset hos velhavende hvide. Den sorte barnepige var et ikon, massevis af amerikanere er vokset op med. De er hovedsagen i Tate Taylors film "Niceville".
Filmen er baseret på Kathryn Stocketts bestseller "The Help", som var mange år undervejs og først blev udgivet i 2009. Film og roman fortæller en historie set fra køkkener, bade- og børneværelser. Tjenestepigernes historie.
Den bringes ud i lyset af tre hvide veninder - Eugenia, Hilly og Celia. Eugenia interviewer Aibileen, Skeeters bedste venindes husholderske. Det får Aibileen frosset ude af hendes venner i det hermetisk lukkede søsterskab af sorte tjenestefolk.
Men samarbejdet fortsætter, og efterhånden lukker flere og flere af Aibileens veninder også munden op og fortæller deres historier. Interviewbogen udkommer - og den lille by kommer på den anden ende.
Nye tider banker på, og ingen forbliver uberørte af rystelserne.








RSS