Vejle Amts Folkeblad Fredericia Dagblad VAF Medier

Kendt om de kendte

Sanne: Nik & Jay har meget på hjerte

15.11.2011 kl. 08:00 Af Ritzau
Sanne: Nik & Jay har meget på hjerte
Sanne Salomonsen synger med Nik og Jay.
Foto: MARTIN ROSENAUER/POLFOTO

Annonce
Danmarks Rock-mama har høje tanker om popduoen, som medvirker på hendes nye album, "Tiden brænder".

Masser af attitude, pophit på pophit og budskaber om at feste og leve i nuet. Det er sådan, vi kender Nik & Jay.

Men ifølge Sanne Salomonsen, der samarbejder med popduoen på sangen "Små Soldater" fra hendes nye album, "Tiden Brænder", har d'herrer meget mere at byde på.

- De er super flabede, men de er nogle vidunderlige og talentfulde drenge. De er virkelig blevet voksne, og så har de meget mere på hjerte, end folk er klar over, siger hun.

Sangen "Små soldater" rejser spørgsmålet om, hvordan voksne mænd, der vælger livet som professionelle soldater, var som børn. Og Nik & Jays rap sætter ifølge Sanne Salomonsen den helt rette stemning på nummeret, der også er inspireret af Pink Floyd's "The Wall".

- De har virkelig sat prikken over i'et i "Små Soldater". Jeg synes, deres lyd passer i tiden, og jeg er meget glad for, de overhovedet vil arbejde med en gammel sild som mig, siger sangerinden.

Ud over det musikalske makkerskab med Nik & Jay har sangen en særlig betydning for Sanne Salomonsen.

- Jeg har også været soldat i mit eget liv, siger hun med henvisning til den blodprop i hjernen, der ramte hende i 2006.

- Der blev sprængt en granat i mit hoved, og jeg har kæmpet for at få mit liv tilbage. I den proces blev jeg klar over, at vi er mange, der kæmper for at få det liv, vi gerne vil have.

- Så vi er også vores egne små soldater. Og det er den dimension, Nik & Jay har fået puttet ind i sangen. Det, at almindelige mennesker også går og kæmper, siger Sanne Salomonsen, der har vundet sin personlige kamp.

- Jeg er rask, og jeg har det, som før jeg blev syg. Gudskelov. Jeg føler mig som mit gode gamle jeg, jeg føler mig som Rock-mama, fortæller hun.

Albummet "Tiden Brænder" udkom mandag.




Print artiklen | Tip en ven | Tilbage til Kendt om de kendte-forsiden

Bedøm artiklen:
0
 har stemt. Gennemsnit
0,0
.
Registrerer stemme..


Bookmark og del denne artikel:
| Flere


flexblock
flexblock