Festivalen tror på at Black Sabbath dukker op
Jelling 14.01.2012 kl. 06:00
Af
Tony "Ironman" Iommi, guitarist i Black Sabbath er gået i behandling for et tidligt stadie af lymfekræft. Indtil videre ser det ud til, at gruppen gennemfører bl.a. koncerten i Jelling på årets musikfestival. PR Foto
Rockens jernmand
Tony Iommi kalder sig Ironman (jernmand) på sin hjemmeside efter et af sin gruppe Black Sabbaths stilskabende hits. Det får han brug for nu, hvor han har fået konstateret lymfekræft, heldigvis opdaget på et tidligt stadie. På sin hjemmeside iommi.com takkede han torsdag for de mange reaktioner fra fans verden over på hans sygdom. Han siger, at det er godt, gruppen nu flytter indspilningen af nye sange fra Los Angeles til London, så arbejdet kan fortsætte, fordi det går godt i pladestudiet.
Annonce
Topnavnets berømte guitarist er gået i behandling for en kræftsygdom. Han og resten af bandet fortsætter sit arbejde
Jelling Musikfestivals topnavn, Black Sabbath, er blevet ramt af sygdom. De hidtidige oplysninger tyder dog på, at gruppen gennemfører sine planlagte aktiviteter, der blandt andet tæller en koncert i Jelling søndag den 27. maj.
- Jeg tror fuldt og fast på, at de kommer. Det er klart, at så snart, jeg hørte det her, tog jeg kontakt til deres agent. Som jeg hører det, fortsætter gruppen som planlagt. Så jeg er overbevist om, at de spiller i Jelling, siger lederen af Jelling Musikfestival, Lars "Charlie" Mortensen.
Pladestudie flyttes
Han peger på, at mange kræftpatienter har et stort set normalt liv, selv om de går til behandling for en kræftsygdom. Han noterer også, at gruppen er så seriøse omkring de pladeindspilninger, den har i gang, at de tre andre i gruppen har besluttet at flytte arbejdet fra USA til London, hvor Tony Iommi bor. Det ser han som et tegn på, at bandet virkelig vil det her.
Pengenes magt
Der er naturligvis også mange og store interesser på spil mange steder, når et så berømt orkester fra rockhistorien går sammen i den originale besætning for at lave de første nye sange i 33 år og turnere verden rundt.- Selvfølgelig kan man blive for syg. Men han er rockmusiker. Han lægger sig ikke hen og venter på at blive rask. Der er mange scenarier i det her, lige fra total aflysning til slet ingen ændringer. En mellemvej er, at gruppen kan vælge til turneen at tage en anden guitarist med, men det ved jeg ingen ting om endnu, siger Lars "Charlie" Mortensen.
Det utænkelige
Hvad nu, hvis det utænkelige sker, og gruppen må opgive?- Jeg har da altid en plan B og C i hovedet, det er nok lidt en erhvervsskade. Jeg afsøger altid mulighederne, og tidligere år er det da også lykkedes at skaffe afløsere med kort varsel. Men det er ikke rigtig muligt at lave nogle aftaler, før man har en afklaring, fastslår han.








RSS