Seks små løveunger født i Givskud Zoo
Foto: TORBEN GLYUM
Seks gange to øjne kigger lidt forundret rundt i løveburet i Givskud Zoo.
De ved ikke, der er lidt sensationelle. Heller ikke, når de begynder at traske rundt på seks gange fire forsigtige poter.
Men de hører faktisk til sjældenheder i dyreverdenen. Det er tidligere set, at en hun har fået seks unger. Men det normale er, at to af dem omkommer inden de er ret gamle.
Ikke på grund af omsorgssvigt, men fordi hunnen kun er udstyret med fire dievorter. Derfor vil de to svageste som regel bukke under.
Løvinden i Givskud Zoo har imidlertid været i stand til både at sikre mælk nok og samtidig sørge for, at den er blevet ligelig fordelt mellem de seks unger.
Med de seks nye har Givskud Zoo øget sin løvebestand med i alt 25 unger, siden der kom to nye hanner ind i flokken. I en lang periode er parringer i løveflokken blevet forhindret, fordi de familiære bånd var for tætte mellem de fødedygtige hunner og de gamle hanner.
De seks små sensationer og moderen holdes for sig selv i et par måneder, inden de langsom introduceres til resten af flokken.








RSS