Lars Løkke garanterer 7'ernes storform
Fans af par nummer 7 fik nervøse trækninger under det københavnske seksdagesløb torsdag aften, da Alex Rasmussen pludselig blev ramt af benkramper i finalen af den lange åbningsjagt over 100 kilometer.
Men forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) garanterer, at den hurtige fynbo er stærk.
- Ja, ja, det kommer. Nu cyklede jeg personligt rundt med ham i fredags, og jeg kunne se, at han var godt kørende, siger Lars Løkke Rasmussen.
Alex Rasmussen og Michael Mørkøv har vundet de tre foregående udgaver af seksdagesløbet.
Formanden for Venstre overværede åbningsjagten fra inderkredsen, og han sad få meter fra målstregen, da Michael Mørkøv fra par nummer 7 blev slået med en millimeter af par nummer 9's Iljo Keisse i den afgørende spurt.
Mørkøv var ikke umiddelbart enig i dommernes afgørelse.
- Det er svært med retfærdighed i politik og sport. Det er altid de forkerte, der vinder, siger Lars Løkke Rasmussen med et grin.
- Det var sejt at se. Jeg er glad for at se, at par nummer 7 trods alt hænger på og er nummer to efter den åbningsjagt. Det skal nok gå, siger Lars Løkke Rasmussen.
Den tidligere statsminister håber på sejr til par nummer syv med Alex Rasmussen og Michael Mørkøv.
Han kan dog leve med, at Marc Hester og den belgiske makker Iljo Keisse vinder.
- Man kan godt se, at de kom godt fra start, og man kan jo sige, at det par er en halv dansker. Det er så den halve løsning.
- Jeg synes jo personligt, at et jubilæumsseksdagesløb i Danmark skal vindes af et dansk par. Og det må ikke være aftalt på forhånd, men det bedste kunne være, hvis par nummer 7 vinder, og det tror jeg på, at de gør, siger Lars Løkke Rasmussen.
Årets løb er udgave nummer 50.








RSS