Fyret Wozniacki-træner: Føler mig snydt
Ricardo Sanchez føler, at han blev ansat på falske præmisser, da spanieren i december blev ansat som træner for Caroline Wozniacki.
Sanchez mener aldrig, at han fik lov til at sætte sit præg på den nu tidligere verdensetter.
- Jeg føler mig snydt, for de fortalte mig, at jeg kunne træne hende, som jeg ønskede, men de gav mig ikke mulighed for at gøre det.
- På fem uger gik jeg fra at være træner til at være rådgiver, siger Ricardo Sanchez til den spanske sportsavis Marca.
Den rutinerede træner vurderer, at forholdet mellem Caroline Wozniacki og Piotr Wozniacki er lige så tæt som en isblok. Derfor havde han svært ved at trænge igennem med sine idéer.
Samtidig mener Ricardo Sanchez, at han og Piotr Wozniacki ser lige så forskelligt på tennis som fodboldtrænerne for Real Madrid og Barcelona, Jose Mourinho og Josep Guardiola.
- De blev nervøse, da vi ikke fik resultater med det samme.
- Jeg blev pålagt deres måde at træne på og holdt mig i baggrunden. Jeg respekterer faderens måde at arbejde på, men jeg deler den ikke, fortæller Sanchez, der dog fortsat har et godt forhold til sine tidligere arbejdsgivere.
- Jeg tror på, at Caroline kan blive nummer et igen og vinde en grand slam med sin far, mig eller sågar en blomstersælger som træner.
- Hun har masser af kvalitet og en stor fremtid.
- Hun skal være mere aggressiv. På det punkt mangler hun noget i forhold til flere af de andre. Jeg gjorde et forsøg, men de ville ikke lade mig gøre det.
- Wozniacki burde være en væddeløbshest og ikke en arbejdshest, mener Ricardo Sanchez.
Spanieren nåede at stå i spidsen for den danske tennisspiller i forbindelse med en WTA-turnering i Sydney samt Australian Open, hvor Wozniacki tabte kvartfinalen til Kim Clijsters.








RSS