Fire indbrud og indbrudsforsøg i samme kvarter
Det gik blandt andet ud over to huse på Hvesager. Begge steder kom tyven ind ved at afliste en rude. Det første sted blev indbruddet begået mellem kl. 17 og 18 tirsdag, og her stjal tyven en iPad Nano, et Fuji kamera, en Nokia mobiltelefon og kontanter.
Lidt senere slog en tyv til i et andet hus på Hvesager. Her blev der stjålet en bærbar pc samt et nøglebundt. Det indeholdt bilnøglen til husejerens hvide Peugeot 206, som tyven kørte bort i. Bilen har nummerpladen CF 36.444. Det indbrud er begået mellem kl. 22 tirsdag og kl. 6 onsdag morgen.
På Ringvejen afværgede en nabo i aftes kl. 19.30 et indbrud i et hus. Her forsøgte en mand at bryde et vindue og en terrassedør op, men blev opdaget. Tyven løb fra stedet og forsvandt ad Fårupvej.
Også på Højager var melding om et mistænkeligt forhold. Ved 20-tiden blev der ringet på døren, men da beboeren åbnede døren, forsvandt en person i mørket. Cirka en time senere opdagede husejeren, at en sensor til en udendørs lampe var blevet afbrudt.
Der er ingen nærmere beskrivelse af personen, der blev set på Ringvejen og Højager.













RSS