Vurderingen er en service til kunderne
- På internettet tilbyder vi kunderne nogle af Danmarks bedste priser for guld, hvis ikke den bedste, og i vores butikker er der prisgaranti. Men når vi tager på turné betaler vi en lavere pris for guld, fordi der er omkostninger forbundet med at rejse rundt, siger kommunikationschef i GuldAdam Jan Sturm.
Han oplyser, at mindsteprisen for 18-karat guld var 115 kroner grammet, da GuldAdam vurderede Hugo Sørensens mønt i Billund.
- Jeg har ikke regnet efter, men det svarer vidst meget godt til den pris på 15.000 kroner, han blev tilbudt, siger Jan Sturm.
På GuldAdams hjemmeside står der, at kunderne får en lidt lavere pris, når forretningen er på turné, men Jan Sturm erkender, at guldprisen i Billund reelt var væsentligt under den, der kunne opnås i GuldAdams forretninger og ved at handle på firmaets hjemmeside.
- Dér bør vi måske formulere det anderledes på hjemmesiden, men turnéen ude i de mindre byer er tænkt som en service, hvor kunderne kan komme og få en vurdering. Cirka tre ud af fire kunder vælger så at handle, mens hver fjerde bruger vores vurdering til at undersøge, hvad de kan få andre steder. Det har Hugo Sørensen så gjort, og det har jeg det fint med, siger Jan Sturm.
Han undrer sig over, at Hugo Sørensen i det hele taget har valgt at sælge mønten til guldprisen.
- Det er en sjælden mønt, der er et unikaobjekt. Det burde have en samlerværdi ud over guldprisen, og vores guldkøbere bliver instrueret i at fortælle kunderne, hvis de har smykker eller andet, der er sjældne. Så skal vores købere opfordre kunden til at gå til en antikvitetshandler eller få en anden vurdering, for vi er ikke interesseret i at smelte sjældne guldting om, siger Jan Sturm.
Hugo Sørensen afviser dog, at han fik den vejledning.
- Det blev der overhovedet ikke talt om, siger han.









RSS