Vandt sølvmedalje for portræt af sin datter
»Medalje-fotografen«. Sådan kan fotografen Dorte Grann fra Katrinetoften i Engum sagtens kalde sig.
Gennem årene har hun vundet adskillige medalje i den årlige billedkonkurrence i den hæderkronede Dansk Fotografisk Forening, og diplomerne hænger tæt på væggen i atelieret i Engum og vidner om, at den 37-årige Dorte Grann er en vinder.
Hun har netop føjet to medaljer til samlingen: En sølv-medalje for fotografiet af datteren, Taja Lili, og en bronze-medalje for portrættet af Anne Sophie Bresson.
Ni-årige Taja Lili er efterhånden vant til at agere model for sin mor og hendes fotograf-kolleger i atelieret i Engum.
I fjor var det således Dorte Granns dygtige elev, Camilla Anneli Høltzermann, der vandt guldmedalje for et portræt af den dengang syv-årige Taja Lili med mudslået hår.
På mor Dortes portræt fra i år er Taja Lili nærmest voksen at se på i det stemningsmæssigt lidt gammeldags portræt, der er en del af en serie til konkurrencen i Monochrome.
Symbolsk titel
Portrættet af den yndige Anne Sophie med den smukke profil har Dorte Grann kaldt »På vej«.
-Titlen er helt symbolsk. Anne Sophie er teenager på vej til at blive voksen og med alle de drømme, man nu kan have for sin fremtid. Om uddannelse, kærlighed - ja om det hele, siger Dorte Grann.
Hun holder specielt meget af portræt-fotografiet og er kendt for at få sine modeller til at slappe helt af, så de nærmest glemmer, at fotografen arbejder. Fotografen i Engum har efterhånden portrætteret mange kendte og ukendte danskere i de otte år, hun har været selvstændig fotograf.
Blandt dem er blandt andre dansk teaters diva: Ghita Nørby.
Dorte Grann har desuden også fotograferet skønhedseksperten Ole Henriksen og har netop modtaget en tilfreds mail fra den kendte dansker i Californien.
Hun var også på pletten, da dronning Margrethe i sommer besøgte Vejle Fjord Centret, og forevigede majestæten her.
Dorte Grann er også mester for alle fotografier til bogen »Midtjyske fortællinger«, som netop er udkommet, hvor 19 forfattere skriver om deres hjemstavn i Region Midtjylland, og hvor Dorte Grann har fotograferet diverse landskabsbilleder, som supplerer forfatternes bidrag. Det er billeder fra Cheminova ved Lemvig til Skive, Randers, Herning, Århus, Grenå,Viborg, Horsens, Hedensted m.fl.
Bogens tovholder og idemand er Lene Rikke Bresson, der i øvrigt er mor til Anne Sophie.
Fotografen i Engum er desuden en populær bryllups-fotograf, og hun tager altid helst de nygifte med udendørs og bruger naturen som atelier. Måske stranden ved Daugård, bøgeskoven ved Vejle Fjord eller en knasende grøn græsmark.
Som fotograf er hun altid på jagt efter det gode portræt. Det, der i et splitsekund fanger personligheden. Her og nu. Uden omsvøb.










RSS